Hvad skal en gæst vide, før kameraet begynder at rulle?

På kurset spørger deltagerne næsten altid det samme, når vi kommer til gæstebriefing: hvad skal man egentlig sige til en gæst, før optagelsen starter, og hvor meget er nok? Svaret er, at gæsten skal kunne svare på tre ting i sit hoved: hvor skal jeg være, hvad skal jeg gøre, og hvad sker der, hvis jeg fumler. Hvis de tre ting er på plads, er det meste af nervøsiteten væk.

Jeg har set mange producenter bruge tiden på at fortælle om programmets idé og glemme det praktiske. Gæsten har som regel allerede læst om emnet. Det, gæsten ikke ved, er, hvor kameraerne står, om man må kigge ind i dem, og hvornår lyset tændes. Det er dér, tryghed bliver bygget, og dét øver du på kurset.

Briefingen begynder ved døren, ikke i studiet. Du tager imod gæsten, siger dit navn og din rolle, og viser hvor jakken kan hænge, og hvor der er vand. Det lyder banalt, men en gæst, der bliver hentet af en rolig person, træder ind i studiet med et helt andet åndedræt end en, der selv skal lede efter indgangen.

Spørg derefter, om gæsten har været i et studie før. Svaret styrer resten af samtalen. Den erfarne gæst har brug for korte rammer, mens førstegangsgæsten har gavn af at gå en tur rundt i rummet og se, hvad der er hvad. Vi øver begge situationer med rollespil, hvor en medkursist spiller gæst, og du får straks at mærke, hvad der virker.

• Præsentér dig selv og din rolle
• Vis garderobe, vand og toilet
• Spørg om tidligere studieerfaring

Næste skridt er at gennemgå forløbet, så gæsten kan se hele optagelsen for sig. Fortæl, hvor længe den varer, om der optages i ét stræk eller i bidder, og hvem der giver tegn. Brug ord, gæsten forstår. Sig hellere at lyset går op, og at værten begynder at tale, end at du venter på grønt lys fra regien.

Vis også, hvor gæsten skal kigge. De fleste spørger, om de skal se ind i kameraet. Svaret er normalt nej: kig på værten, og lad kameraholdet klare resten. Sig det højt, og sig hvorfor. En forklaring på hvorfor gør, at gæsten husker reglen, også når pulsen stiger under optagelsen.

Gennemgå gerne de overordnede spørgsmål eller temaer, men lov ikke mere, end køreplanen holder. Hvis rækkefølgen kan ændre sig undervejs, så sig det. En gæst, der er blevet lovet et bestemt første spørgsmål og så får et andet, mister fodfæstet. Ærlighed om, hvad der er fast, og hvad der kan flytte sig, skaber mere ro end et løfte, der ikke holder.

Aftal også, hvad der sker, hvis gæsten sætter sig fast. Et simpelt svar er, at gæsten bare kan tage en pause i sætningen, og at værten fører samtalen videre. Det tager tyve sekunder at sige og fjerner en stor frygt. Det er den slags små aftaler, vi samler i en briefingtjekliste på kurset.

• Sig hvad der er fast i rækkefølgen
• Aftal hvad gæsten gør ved en hængepartis
• Nævn varighed og eventuelle pauser

Tal om tøj, mikrofon og placering, inden gæsten sidder i stolen. Mikrofonen skal sidde på plads uden at gæsten skal tænke på den, og du skal fortælle, at den er tændt, når den er det. Mange tager sig til kraven, når de er nervøse, og så rasler det i lyden. Et blidt nævn af det på forhånd sparer et omtagelsesforsøg.

Bed gæsten om at slukke telefonen, ikke bare stille den på lydløs. Fortæl, hvor man sidder, og hvordan man rejser sig uden at trække i ledningen. Det er små ting, men de er forskellen på en optagelse, der flyder, og en, der må stoppes igen og igen.

Når briefingen er slut, så giv gæsten et par minutter for sig selv. Der er ingen grund til at fylde stilheden. Spørg til sidst, om der er noget, gæsten er i tvivl om. Det spørgsmål bør være det sidste, du siger, inden du følger gæsten ind til stolen, fordi det efterlader gæsten med følelsen af at kunne bede om hjælp.

På kurset øver du hele forløbet fra modtagelse til stol, og dine medkursister og jeg giver dig ærlig tilbagemelding. Du bliver ikke bedømt på, om du lyder som en professionel, men på, om gæsten kunne svare på de tre spørgsmål bagefter. Det er et realistisk mål, og de fleste når det efter få øvelser.